23.01.12 - Roskilde eSport nomineret til MUF-prisen ved DGA
Roskilde eSport er nomineret til MUF-prisen ved Danish Game Awards 2012 for gaming aktiviteterne på Roskilde Festival.
Roskilde eSport har siden 2008 arbejdet med at integrere gaming aktiviteter på Roskilde Festival. Dette arbejde har nu udløst en nominering til MUF-prisen, der hvert år uddeles af Multimedieforeningen ved Danish Game Awards.
"MUF-prisen gives til en person eller organisation, der har gjort sig særligt bemærket i den danske spilverden."
År efter år bidrager flere hundrede frivillige i og omkring Roskilde eSport med at realisere Social Gaming på Roskilde Festival. Således bidrog mere end 200 frivillige i 2011 med at servicere de 66.000 besøgende, der i løbet af 8 dage gæstede Social Gaming.
Roskilde eSport ønsker med Social Gaming at skabe venskaber igennem computerspil og udbrede kendskabet til computerspil via arrangementer og aktiviteter, der samler folk. Social Gaming forsøger at være nyskabende og sætte fokus på computerspil som fællesaktivitet, kultur- og oplevelsesfænomen.
Social Gaming 2011 blev sponsoreret af:
Microsoft, Electronic Arts, Activision, Steelseries og Dansk Metal.